Himmel & Hav
 

vision:

Den 7. Himmels vision er et stort hus, hvor alt er baseret på nordisk børnelitteratur og mytologi.
I dette eventyrlige hus vil gode historier kunne ses, høres, leges, læses, spilles, synges og spises!

Denne vision kunne opleves på flere interaktive udstillinger, der i mindre målestok har været forløbere
for et permanent hus.

 

 

7 zoner
Når huset står der, vil det have 7 oplevelseszoner, som vil beskrive en eventyrlig rejse fra det helt nære, Børneværelset, til det fjerneste: Himlen.
De øvrige zoner er Gaden, Slottet, Skoven, Havet og Den nordiske mytologi.
Zonerne bliver interaktive rum, der skabes sammen med kunstnere fra mange forskellige felter.
Huset skal have tilknyttet spisesteder, hvor det er en
fornøjelse at komme med børn.


Alle generationer
Den 7. Himmel® henvender sig til alle generationer.
Til alle nationaliteter. Børn er i centrum.
Den 7. Himmel® er et tilbud til familien og institutioner i bred forstand.

Konceptet er skabt i dialog med ekspertgrupper inden
for områderne kunst, arkitektur, litteratur, pædagogik, musik, børnekultur, detailhandel og turisme.
Sidst men ikke mindst har flere hundrede børn bidraget med deres ideer.


På hovedet i en skatkiste
I Den 7. Himmel® skal publikum kunne dykke ned i skatkisten af ny og gammel nordisk børnelitteratur på mange måder: i scenografier med objekter og installationer, som musik, film, teater eller multimedia.
En del af formidlingen vil være levende mennesker, der fortæller, læser op og agerer - bl.a. i zonernes fortællerum.
Der lægges vægt på, at publikum kan fantasere sig ind i litteraturen.
Fortællingerne bruges som referencer, der kan udforskes og udbygges.
Zonerne rummer også plads til fordybelse og ro.
 
En kulturel opdagelsesrejse
I Den 7. Himmel®  er der fokus på kvaliteter, der
kulturelt, historisk, samfundsmæssigt og sprogligt
ligger i den nordiske børnelitteratur.
Målet er, at man skal kunne tage på opdagelsesrejse med legen, fantasien og nysgerrigheden som rejsekammerater.
Hensigten er at åbne for oplevelser og tolkninger, gøre publikum nysgerrige efter mere og at levere en oplevelse med kalorier i – en oplevelse, man kan bygge videre på derhjemme.
 
Hvor skal det ligge

Oplevelseshuset Den 7. Himmel® er ikke bygget endnu. Der arbejdes på en placering i København.

 

Sagt om Den 7. Himmels vision
”Den 7. Himmels udstilling i Nordens Hus i Reykjavik er præcis sådanne initiativer og projekter, vi har brug for, for at sikre, at det nordiske univers og sammenhold også når ud til nutidens unge mennesker. Jeg skal derfor på det varmeste anbefale, at alle der kan, yder støtte til en fortsættelse og yderligere cementering af dette udmærkede projekt”.
Vigdis Finbogadóttir, Íslands præsident 1980-1996

”Investeringer i Den 7. Himmel er en fabelagtig god investering. Det er en investering i børn og vores fælles fremtid. Det er en investering i et nyt, gammelt, kulturelt og historisk område, der står foran en renæssance i et fornyet København i det 21. århundrede. [ ... ] Et være-, leve-, virke- og oplevelsessted - en oase i byen. [ ... ] Investeringer i børn er investeringer i glæde og fryd - ja, det er investeringer i Den 7. Himmel. Kan vi gøre noget bedre for vores fremtid? Svaret fra en mor, en bedstemor, en lærer, en nordisk samordningsminister og en økonomiminister er "Nej, vi kan ikke gøre noget bedre end at investere i vores børns kultur - Det er investeringer i Den 7. Himmel".
Marianne Jelveds tale ved arrangement april 2000

”Den 7. Himmel er et storstilet projekt. [ ... ] Det væsentligste i projektet er for mig dets tværgående kunstneriske perspektiver. [ ... ] For børnene vil det kunne blive et af de få oplevelsessteder, hvor både den klassiske børnekultur og den helt moderne børnekulturelle mediekultur vil kunne spille sammen. Det er originalt, det er stort tænkt, det er kunstnerisk og kulturelt udfordrende. Det kan varmt anbefales!
Beth Juncker, mag.art. i nordisk litteratur, lektor i børnekultur

”Fantasiuniverset ”Himlen på Holmen” har været en fantastisk inspiration for os. Vi – det er pædagogholdene fra Undervisningscentret for Indvandrere[ ... ] Vi besluttede at rive 14 dage ud af vores undervisningskalender, for at koble os på jeres projekt. [ ... ] Alle vores kursister – det vil sige flygtninge og indvandrere fra hele verden – har fået et dybt og spændende indblik i nordisk børnelitteratur. Som kommende pædagogiske brobryggere mellem kulturerne var de meget glade for denne inspiration. Tak for en berigende og fantasifuld udstilling".
Barbara Rütting Schweitz, underviser, Københavns Kommune

"Idéen bag udstillingen [ ... ] er så genial, at man undrer sig over, at den ikke for længst er ført ud i livet af villige sponsorer. Den vil være en seriøs konkurrent til Tivoli, fordi den appellerer både til børn og voksne. Børnebøger er fælles kulturgods på tværs af generationerne. [ ... ] Det geniale er også, at man praktiserer sin egen, legekammeratens, onkels, mosters og alle de andres fælles kulturelle referenceramme, mens man går der og prøver at huske, hvem det var, der var årsag til en af børnelitteraturens kendte ituslåede suppeterriner."
Analyse af Sidsel Boye i Aktuelt, 1. marts 2000

”Fremtidens vindervirksomheder er dem, der ikke kun tænker på aktionærer, kunder, leverandører og medarbejdere. Men så sandelig også på omverdenen. Kultur er ikke en statsopgave, det er en samfundsopgave, som også erhvervslivet må bidrage til. Og det her projekt er så en mulighed for virksomhederne for at signalere, at man interesserer sig for børn og deres udvikling."
Vagn Holck Andersen, Børsen 17. februar 2000

"L’esposition à etait genial. Je me suis bien amusé!!! Gros bisou."
Maude, 14 år, Bruxelles, om ”Stories from the North

"Tak for en fantastisk oplevelse. Vi har fået en opskrift med hjem - skal have suppe kogt på et søm ..... Og som  børnene sagde, da vi gik: "Vi ku' ha' blevet for evigt!."
Lise-Lotte (pædagog i SFO-Hvalen i Roskilde)

"Tak for hjælpen til at kunne komme tilbage i barndommens fortællinger, man ved slet ikke hvor meget man savner dem."
Hilsen Rikke Hansen (23 år)